Les Argelières Chardonnay IGP Pays d'Oc 2010
Fra Languedoc som ligger i det sydvestlige Frankrig, kommer denne fyldige, men friske Chardonnay, der rummer mange af de hvide Bourgogne-vines kvaliteter. En stor forskel er dog prisen, hvor Bourgogne ikke engang er tæt på at kunne være med.
Druerne til vinen hentes fra forskellige områder med den fællesnævner, at de dyrkes højt i terrænet. Det resulterer i god syrefriskhed i druematerialet samt sikrer en lang vækstsæson, der giver god kompleksitet i den færdige vin.
Vinifikationen er foregået med en kølig maceration og sidenhen med temperaturkontrolleret gæring i den kølige ende af skalaen. Afslutningsvis har den fået en kort tids lagring på eg.
Resultatet er en intens og særdeles velskabt Chardonnay med ekspressiv citrusfrugt og fersken med toastede noter fra lagringen, der holdes i skak af en livgivende syrefriskhed.
Les Argelières Chardonnay leverer en suveræn kombination af koncentration og finesse, der normalt er reserveret langt dyrere vine.